De der kæmper
Jeg har her valgt at offentliggøre det tætteste jeg hidtil er kommet på en samlet verdensanskuelse. Ikke at jeg ønsker at blive en ny profet eller fordi jeg tror at jeg har udtænkt hidtil utænkte tanker, for det skulle undrer mig hvis der ikke i den lange række af store menneskelige tænkere er mindst én der har tænkt noget med stor lighed med det jeg her skriver.
Selv hvis jeg er den første med denne tanke, så er min tanke ret beset ikke andet end en videreudvikling af den ældste af alle myter: Den om kampen for at opretholde en lysning af orden i en jungle af kaos. Hvorfor så nedskrive denne min verdensanskuelse? For min egen skyld tænker jeg, for at sætte orden i de forskellige tanker der udgør min verdensanskuelse.
Hvorfor så offentliggøre det? Godt spørgsmål. Jeg tvivler på at der egentlig er nogen fast læserskare her på Harsk og Hedensk, og jeg tænker ikke at det tætteste vi har kommet på en fast læser(skare) fortsat følger med her. Dog nærer jeg vel det uerkendte håb at en eller anden (metaforisk) vejfarende vil læse disse mine tanker og måske tage dem til sig (ønsket om at blive profet er åbenbart alligevel til stede). Når disse forbehold er taget og disse overvejelser gjort, så kan vi vel begynde.
Det er min opfattelse at verden når det kommer til stykket er et mørkt, koldt og tilfældigt sted. Et sted underlagt tilfældige og uforståelige hændelser. Et sted hvor det lys der er at finde kommer fra solen og tilfældigt opståede brænde og det ly der er at finde kommer fra tilfældigt opståede huler eller fordybninger i jorden. Ikke et særligt rart sted, med andre ord. Når mennesket lever og trives som det gør, så gør vi det på trods af disse grundbetingelser for livet. Vi bygger huse som vi søger ly i og vi tænder bål (Eller radiatorer) at varme os ved og vi trives. I det øjeblik urmennesket skabte det første telt af dyrehuder og søgte ly deri skete der noget vigtigt, for i det øjeblik ændrede mennesket sig: i stedet for at bo omgivet af kaos, begyndte vi at skærme os imod det. Denne udvikling forsatte over landbrugets komme, og frem til nu og fortsætter stadig. Løbende voksede menneskets magt og ved den blev kaos magt i den af mennesker beboede verden holdt i ave. Da mennesket første gang søgte at adskille sin bolig fra kaos, skete det at der blev slået et åndehul i den is der ligger over alt. Mennesket fik et frirum hvori det ikke konstant blev udsat for elementernes vrede, dog ved enhver der har været en tur på Roskilde Festivalen at et telt ikke yder megen
beskyttelse, også selvom at de forne tiders telte nok var mere robuste, og frirummet var hverken særligt stort eller særligt solidt. Et vildt dyr eller uvejr kunne snildt kaste teltet omkuld og mennesket ville atter være sårbart.
Næste skridt kommer med landbruget, for med dette kommer også menneskets evne til at, eller måske rettere behov for at, ændre naturen. Skove ryddes for at der kan plantes marker og vi flytter over i faste huse og vi er ikke længere helt så underlagte tilfældige hændelser. Vi har også gjort forarbejdet nødvendigt for at opfinde civilisation. Det er ganske sikkert at forfædrene i starten ikke helt havde begrebet hvad det var de havde gjort, men det åndehul der før var blevet skabt var blevet kraftigt udvidet. Med flid og (mindre) held (end før) kunne mennesket leve uafhængigt af verdens luner. Det krævede stadig kamp, men i modsætning til jægerens kamp, så var bondens kamp ikke længere daglig, den var årlig. De første bønder levede stadig på en knivsæg, og faktisk arbejdede de nok hårdere end jægerne, men deres orden var større end jægerens. Hvor orden i et jægersamfund kun var at finde indenfor gruppen, så var den i et bondesamfund begyndt at smitte af på den fysiske verden omkring bonden, og der skulle mere til at vælte den omkuld. Udenfor og omkring denne ordnede verden var der dog stadig et umådeligt stort kaos. Et område domineret af tilfældige hændelser, og et område der konstant truede med at opsluge den menneskeskabte orden, hvis menneskene skulle lade vagten sove ind og glemme at vedligeholde deres marker, huse og civilisationer.
Kampen er der stadig. Løbende bliver menneskene dog mægtigere og klogere og stærkere, og vi formår at holde det kaos der er i den vilde natur på afstand. På så lang afstand endda at nogle af os glemmer kampen mod kaos. Vi lever i vore samfund, omgivet af andre mennesker og de menneskeskabte regler og kan leve i et ordnet liv, uden den store frygt for tilfældighedernes uforståelige og ofte ubærlige indgriben. For at citere en kær ven af mig, så er mennesket ikke blive det stærkeste dyr, vi er blevet det dyr der er bedst til at gemme sig. Dog, selvom naturkaoset er holdt fra døren findes der andre former for kaos, thi med den opvækst mennesket fik, blev vi tapre og stridbare. Siden jægerens tid har vi vidst at rigelighed af mad og drikke er et af de vigtigste fundamenter for en ordnet tilværelse, idet rigelighed giver os mulighed for at oplagre til dårlige tider, og derved beskytte os mod naturens uforudsigelighed, og i bondens tid blev rigeligheden så stor at den blev en mulighed at rane dem for at supplere egne lagre, og mennesket vendte nu sin hånd mod sig selv og opfandt
krigen. Dette var ikke et syndefald som nogen kunne mene, men den naturlige konsekvens af kampen for overlevelse, thi ved at berige sig på sine naboers bekostning kan et samfund sikre sine egne og opretholde sin egen orden. Dog er det alligevel et syndefald, idet kampen ikke længere stod mellem menneskesamfundene og kaos, men nu mellem hvert enkelt menneskesamfund og omverdenen, og grænsevagten måtte forstærkes, for kaoskræfterne fandtes nu også blandt andre mennesker.
Således er det med menneskenes samfund. De er oaser af orden og ordnede forhold i en kaotisk verden, og de består kun fordi mennesket vedvarende forsvarer dem mod både naturlige og menneskelige kaoskræfter. På visse måder er billedet det samme på individuelt plan. Selvom det er de allerfærreste der konfronteres med de rå kaoskræfter i et moderne dansk samfund gennem en rent fysisk overlevelseskamp, så er livet stadig en kamp for at bevare en fornemmelse af at have en mening med livet, eller snarere at leve et meningsgivende liv, et liv der ikke er styret af tilfældigheder men af en eller anden form for orden. Vi frygter at måtte henslæbe vore liv med at gøre ting vi ingen mening kan se med og dø uden at kunne se en rød tråd af vilje gennem vort levned. Vi søger at gardere os ved at indgå meningsfulde relationer med vore medmennesker, således at vi har fæstninger af meningsfuldhed vi kan søge tilflugt i når vi trues af den personlige meningsløshed eller venner der kan støtte os når det lykkes naturlige eller fremmede kaoskræfter trænger sig ind på os. Det er i disse relationer eller et meningsfuldt arbejde at modstår den personlige følelse af meningsløshed og livslede der ellers bliver menneskets lod, og fra hvilken der kun er to udveje, vanviddet eller selvmordet, alternativet er at enten leve i en vedvarende jagt på selvforglemmelse eller gøre det umulige og leve med meningsløsheden. Ligeledes findes kampen mod kaos på et andet personligt plan, og det er dybest set kampen mod det dyr som mennesket engang var. Den indre kilde til den orden de første mennesker skabte er bevidstheden om at mennesket netop er andet og mere end blot en tyndhåret abe. Vi er et væsen med muligheden for at opretholde civilisation og undertrykke vore instinkter når det er nødvendigt, og vi kan tillære os andre vaner når det er gavnligt. Thi kun når vi kan undertrykke vore instinkter kan vi opretholde en anden orden end den der tilgodeser den til hver en tid stærkeste, og kun en anden orden end den kan være en rigtig orden. En orden kan tilgodese de stærke og udstøde de svage, men ingen orden kan bestå i den stærkestes ret alene, i en sådan uorden findes der intet udover det den stærkeste kan tvinge sig til og thi styrke er flygtig. Og netop derfor er det at visse mennesker føler sig så frastøtte af aber, for de minder os om hvad vi var og hvad vi kan blive igen, hvis vi vælger at slippe vore drifter løs på fuld tid, og ikke blot når det praktisk. For hvis vi gør det bliver vi til en kaoskræft selv, et menneske-dyr der frit kan bevæge sig indenfor samfundet, men ikke er bundet af den orden der skaber samfundet. Der findes en tolkning af Beowulfkvadet der har som hovedpunkt at Beowulf og Grendel faktisk er identiske væsener, forskellen ligger blot i deres handlemåde. Såfremt man godtager denne tolkning, så er kampen mod Grendel menneskets kamp mod menneske-dyret, der længe har plaget menneskesamfundet, og lykkeligvis går mennesket af med sejren og civilisationen kan fortsat bestå. (Interessant nok varsles civilisationens sammenbrud da helten Beowulf til sidst lider heltedøden)
Således om de kampe mennesket fører som individ, men ligesom kampen kan bringes ned i skala, så kan den også bringes op på et højere plan end menneskets kamp for at opretholde civilisation. Forfædrene vidste at ligesom de i dagligdagen holdt samfundets orden ved lige, så holder guderne verdensordenen ved lige. De største myter vi har handler om gudernes kamp mod de kaoskræfter der truer med at overvælde enhver orden og styrte kosmos tilbage i urkaos. Gudernes kamp begyndte før verden blev beboelig. I Eddaen hedder det sig at Odin og hans brødre dræbte urjætten Ymer og af hans lig skabte en beboelig verden. Ifølge Claus Deleuran hedder Ymer også hos andre germanske folk Twisto, hvilket betyder Tvekønnet. Dette udlægger Deleuran som guderne dræber den mandlige del af jorden, og derved bringer kloden i ro, således at livet kan opstå på den. Vi har også myten om hvorledes Tyr binder Fenrisulven, og derved lænker en af de største kaoskræfter, den der til Ragnarok skal løbe verden over og med sin ene kæbe slæbende hen over jorden og den anden løftet op i himlen. Men den største af verdensordnens forsvarer er Tor. Han stiller sig gang på gang mellem kaoskræfterne og en verden der ellers måtte gå under. Han tager konstant til Udgård for at kæmpe mod de jætter der ellers ville skylle ind over både Midgård og Asgård, og til Ragnarok skal han dø efter at have fældet Midgårdsormen.
Kigger vi lidt på selve Ragnarok, så er det et ordenssammenbrud på alle planer. Først går menneskenes samfund i opløsning, og så kommer kaoskræfternes frontalangreb på guderne. Og guderne samler deres hære og drager ud for at tilbyde kaos slag. Odin kæmper først mod Fenrisulven, men ulven vil sluge guden. Tor kæmper som nævnt mod Midgårdsormen og dør hævnet, idet de bliver hverandres banemand, og således fortsætter det, Tyr og Garm fælder hverandre, Loke og Heimdal fælder hverandre, indtil Surt fælder Frej og lader sine flammer løbe verden over. Men samtidig fælder Vidar nu Fenrisulven og hævner sin fader, og han og Tors børn genopbygger derefter verdensordenen. Således er kampen mod kaos også gudernes vigtigste opgave*, og den verden mennesket bebor med dens naturlove findes kun i det mellemrum der er mellem Fenrisulvens kæber som guderne opretholder ved at forhindre ulven i at bide sammen.
For at opsummere, så er menneskelivet i min optik noget der findes på trods og noget der konstant trues. Den verden vi bebor, er kun beboelig fordi guderne holder de største kaoskræfter på afstand, ligeledes er den verden vi bebor, er kun beboelig fordi vi har bygget samfund der holder de fremmede og naturlige kaoskræfter på afstand, og til sidst er den verden vi bebor, er kun beboelig fordi vi kan finde en mening med den og derved holde de personlige kaoskræfter på afstand. Kun fordi vi yder modstand og ikke giver efter. Hos Tolkien kalder elverfolkene sig under et Quendi, de der taler, fordi da de først opstod, kendte de ikke til andre der talte. Hvis jeg skulle gætte på betydning af vort urnavn for vor egen art, så ville jeg mene at den måtte være ”De der kæmper”.
*Folk med en funktionalistisk tilgang til hele spørgsmålet om det guddommelige kan tolke guderne som menneskets forsøg på at kontrollere magter uden for menneskets umiddelbare kontrol. Således er guderne (et våben) i kamp(en) mod kaos.
