Selv hvis jeg er den første med denne tanke, så er min tanke ret beset ikke andet end en videreudvikling af den ældste af alle myter: Den om kampen for at opretholde en lysning af orden i en jungle af kaos. Hvorfor så nedskrive denne min verdensanskuelse? For min egen skyld tænker jeg, for at sætte orden i de forskellige tanker der udgør min verdensanskuelse.

 Hvorfor så offentliggøre det? Godt spørgsmål. Jeg tvivler på at der egentlig er nogen fast læserskare her på Harsk og Hedensk, og jeg tænker ikke at det tætteste vi har kommet på en fast læser(skare) fortsat følger med her. Dog nærer jeg vel det uerkendte håb at en eller anden (metaforisk) vejfarende vil læse disse mine tanker og måske tage dem til sig (ønsket om at blive profet er åbenbart alligevel til stede). Når disse forbehold er taget og disse overvejelser gjort, så kan vi vel begynde.

 Det er min opfattelse at verden når det kommer til stykket er et mørkt, koldt og tilfældigt sted. Et sted underlagt tilfældige og uforståelige hændelser. Et sted hvor det lys der er at finde kommer fra solen og tilfældigt opståede brænde og det ly der er at finde kommer fra tilfældigt opståede huler eller fordybninger i jorden. Ikke et særligt rart sted, med andre ord. Når mennesket lever og trives som det gør, så gør vi det på trods af disse grundbetingelser for livet. Vi bygger huse som vi søger ly i og vi tænder bål (Eller radiatorer) at varme os ved og vi trives. I det øjeblik urmennesket skabte det første telt af dyrehuder og søgte ly deri skete der noget vigtigt, for i det øjeblik ændrede mennesket sig: i stedet for at bo omgivet af kaos, begyndte vi at skærme os imod det. Denne udvikling forsatte over landbrugets komme, og frem til nu og fortsætter stadig. Løbende voksede menneskets magt og ved den blev kaos magt i den af mennesker beboede verden holdt i ave. Da mennesket første gang søgte at adskille sin bolig fra kaos, skete det at der blev slået et åndehul i den is der ligger over alt. Mennesket fik et frirum hvori det ikke konstant blev udsat for elementernes vrede, dog ved enhver der har været en tur på Roskilde Festivalen at et telt ikke yder megen
beskyttelse, også selvom at de forne tiders telte nok var mere robuste, og frirummet var hverken særligt stort eller særligt solidt. Et vildt dyr eller uvejr kunne snildt kaste teltet omkuld og mennesket ville atter være sårbart.

Næste skridt kommer med landbruget, for med dette kommer også menneskets evne til at, eller måske rettere behov for at, ændre naturen. Skove ryddes for at der kan plantes marker og vi flytter over i faste huse og vi er ikke længere helt så underlagte tilfældige hændelser. Vi har også gjort forarbejdet nødvendigt for at opfinde civilisation. Det er ganske sikkert at forfædrene i starten ikke helt havde begrebet hvad det var de havde gjort, men det åndehul der før var blevet skabt var blevet kraftigt udvidet. Med flid og (mindre) held (end før) kunne mennesket leve uafhængigt af verdens luner. Det krævede stadig kamp, men i modsætning til jægerens kamp, så var bondens kamp ikke længere daglig, den var årlig. De første bønder levede stadig på en knivsæg, og faktisk arbejdede de nok hårdere end jægerne, men deres orden var større end jægerens. Hvor orden i et jægersamfund kun var at finde indenfor gruppen, så var den i et bondesamfund begyndt at smitte af på den fysiske verden omkring bonden, og der skulle mere til at vælte den omkuld. Udenfor og omkring denne ordnede verden var der dog stadig et umådeligt stort kaos. Et område domineret af tilfældige hændelser, og et område der konstant truede med at opsluge den menneskeskabte orden, hvis menneskene skulle lade vagten sove ind og glemme at vedligeholde deres marker, huse og civilisationer.

 Kampen er der stadig. Løbende bliver menneskene dog mægtigere og klogere og stærkere, og vi formår at holde det kaos der er i den vilde natur på afstand. På så lang afstand endda at nogle af os glemmer kampen mod kaos. Vi lever i vore samfund, omgivet af andre mennesker og de menneskeskabte regler og kan leve i et ordnet liv, uden den store frygt for tilfældighedernes uforståelige og ofte ubærlige indgriben. For at citere en kær ven af mig, så er mennesket ikke blive det stærkeste dyr, vi er blevet det dyr der er bedst til at gemme sig. Dog, selvom naturkaoset er holdt fra døren findes der andre former for kaos, thi med den opvækst mennesket fik, blev vi tapre og stridbare. Siden jægerens tid har vi vidst at rigelighed af mad og drikke er et af de vigtigste fundamenter for en ordnet tilværelse, idet rigelighed giver os mulighed for at oplagre til dårlige tider, og derved beskytte os mod naturens uforudsigelighed, og i bondens tid blev rigeligheden så stor at den blev en mulighed at rane dem for at supplere egne lagre, og mennesket vendte nu sin hånd mod sig selv og opfandt
krigen. Dette var ikke et syndefald som nogen kunne mene, men den naturlige konsekvens af kampen for overlevelse, thi ved at berige sig på sine naboers bekostning kan et samfund sikre sine egne og opretholde sin egen orden. Dog er det alligevel et syndefald, idet kampen ikke længere stod mellem menneskesamfundene og kaos, men nu mellem hvert enkelt menneskesamfund og omverdenen, og grænsevagten måtte forstærkes, for kaoskræfterne fandtes nu også blandt andre mennesker.

 Således er det med menneskenes samfund. De er oaser af orden og ordnede forhold i en kaotisk verden, og de består kun fordi mennesket vedvarende forsvarer dem mod både naturlige og menneskelige kaoskræfter. På visse måder er billedet det samme på individuelt plan. Selvom det er de allerfærreste der konfronteres med de rå kaoskræfter i et moderne dansk samfund gennem en rent fysisk overlevelseskamp, så er livet stadig en kamp for at bevare en fornemmelse af at have en mening med livet, eller snarere at leve et meningsgivende liv, et liv der ikke er styret af tilfældigheder men af en eller anden form for orden. Vi frygter at måtte henslæbe vore liv med at gøre ting vi ingen mening kan se med og dø uden at kunne se en rød tråd af vilje gennem vort levned. Vi søger at gardere os ved at indgå meningsfulde relationer med vore medmennesker, således at vi har fæstninger af meningsfuldhed vi kan søge tilflugt i når vi trues af den personlige meningsløshed eller venner der kan støtte os når det lykkes naturlige eller fremmede kaoskræfter trænger sig ind på os. Det er i disse relationer eller et meningsfuldt arbejde at modstår den personlige følelse af meningsløshed og livslede der ellers bliver menneskets lod, og fra hvilken der kun er to udveje, vanviddet eller selvmordet, alternativet er at enten leve i en vedvarende jagt på selvforglemmelse eller gøre det umulige og leve med meningsløsheden. Ligeledes findes kampen mod kaos på et andet personligt plan, og det er dybest set kampen mod det dyr som mennesket engang var. Den indre kilde til den orden de første mennesker skabte er bevidstheden om at mennesket netop er andet og mere end blot en tyndhåret abe. Vi er et væsen med muligheden for at opretholde civilisation og undertrykke vore instinkter når det er nødvendigt, og vi kan tillære os andre vaner når det er gavnligt. Thi kun når vi kan undertrykke vore instinkter kan vi opretholde en anden orden end den der tilgodeser den til hver en tid stærkeste, og kun en anden orden end den kan være en rigtig orden. En orden kan tilgodese de stærke og udstøde de svage, men ingen orden kan bestå i den stærkestes ret alene, i en sådan uorden findes der intet udover det den stærkeste kan tvinge sig til og thi styrke er flygtig. Og netop derfor er det at visse mennesker føler sig så frastøtte af aber, for de minder os om hvad vi var og hvad vi kan blive igen, hvis vi vælger at slippe vore drifter løs på fuld tid, og ikke blot når det praktisk. For hvis vi gør det bliver vi til en kaoskræft selv, et menneske-dyr der frit kan bevæge sig indenfor samfundet, men ikke er bundet af den orden der skaber samfundet. Der findes en tolkning af Beowulfkvadet der har som hovedpunkt at Beowulf og Grendel faktisk er identiske væsener, forskellen ligger blot i deres handlemåde. Såfremt man godtager denne tolkning, så er kampen mod Grendel menneskets kamp mod menneske-dyret, der længe har plaget menneskesamfundet, og lykkeligvis går mennesket af med sejren og civilisationen kan fortsat bestå. (Interessant nok varsles civilisationens sammenbrud da helten Beowulf til sidst lider heltedøden)

 Således om de kampe mennesket fører som individ, men ligesom kampen kan bringes ned i skala, så kan den også bringes op på et højere plan end menneskets kamp for at opretholde civilisation. Forfædrene vidste at ligesom de i dagligdagen holdt samfundets orden ved lige, så holder guderne verdensordenen ved lige. De største myter vi har handler om gudernes kamp mod de kaoskræfter der truer med at overvælde enhver orden og styrte kosmos tilbage i urkaos. Gudernes kamp begyndte før verden blev beboelig. I Eddaen hedder det sig at Odin og hans brødre dræbte urjætten Ymer og af hans lig skabte en beboelig verden. Ifølge Claus Deleuran hedder Ymer også hos andre germanske folk Twisto, hvilket betyder Tvekønnet. Dette udlægger Deleuran som guderne dræber den mandlige del af jorden, og derved bringer kloden i ro, således at livet kan opstå på den. Vi har også myten om hvorledes Tyr binder Fenrisulven, og derved lænker en af de største kaoskræfter, den der til Ragnarok skal løbe verden over og med sin ene kæbe slæbende hen over jorden og den anden løftet op i himlen. Men den største af verdensordnens forsvarer er Tor. Han stiller sig gang på gang mellem kaoskræfterne og en verden der ellers måtte gå under. Han tager konstant til Udgård for at kæmpe mod de jætter der ellers ville skylle ind over både Midgård og Asgård, og til Ragnarok skal han dø efter at have fældet Midgårdsormen.

 Kigger vi lidt på selve Ragnarok, så er det et ordenssammenbrud på alle planer. Først går menneskenes samfund i opløsning, og så kommer kaoskræfternes frontalangreb på guderne. Og guderne samler deres hære og drager ud for at tilbyde kaos slag. Odin kæmper først mod Fenrisulven, men ulven vil sluge guden. Tor kæmper som nævnt mod Midgårdsormen og dør hævnet, idet de bliver hverandres banemand, og således fortsætter det, Tyr og Garm fælder hverandre, Loke og Heimdal fælder hverandre, indtil Surt fælder Frej og lader sine flammer løbe verden over. Men samtidig fælder Vidar nu Fenrisulven og hævner sin fader, og han og Tors børn genopbygger derefter verdensordenen. Således er kampen mod kaos også gudernes vigtigste opgave*, og den verden mennesket bebor med dens naturlove findes kun i det mellemrum der er mellem Fenrisulvens kæber som guderne opretholder ved at forhindre ulven i at bide sammen.

 For at opsummere, så er menneskelivet i min optik noget der findes på trods og noget der konstant trues. Den verden vi bebor, er kun beboelig fordi guderne holder de største kaoskræfter på afstand, ligeledes er den verden vi bebor, er kun beboelig fordi vi har bygget samfund der holder de fremmede og naturlige kaoskræfter på afstand, og til sidst er den verden vi bebor, er kun beboelig fordi vi kan finde en mening med den og derved holde de personlige kaoskræfter på afstand. Kun fordi vi yder modstand og ikke giver efter. Hos Tolkien kalder elverfolkene sig under et Quendi, de der taler, fordi da de først opstod, kendte de ikke til andre der talte. Hvis jeg skulle gætte på betydning af vort urnavn for vor egen art, så ville jeg mene at den måtte være ”De der kæmper”.

*Folk med en funktionalistisk tilgang til hele spørgsmålet om det guddommelige kan tolke guderne som menneskets forsøg på at kontrollere magter uden for menneskets umiddelbare kontrol. Således er guderne (et våben) i kamp(en) mod kaos.

I al sin enkelthed så består min erkendelse i at den fundamentale forskel på den kristne og den hedensk religiøsitet består i følgende:
Den kristne dyrker en gud der lover ham evigt liv når han er død, mens hedningen dyrker guder der løbende opretholder den verdensorden der muliggør livet. Den kristne forfalder til drømme om det perfekte og uopnåelige, mens hedningen akcepterer det liv han har med alle dets mangler. Jeg vil ligefrem mene at hedningen baserer sin tro på verden som den er, mens den kristne dyrker det lyder rart og prøver, ved ønsketænkning måske, at ophæve det til sandhed. 

Jeg har læst i en udmærket bog med titlen Kristendommen i Danmark før 1050, at kristendommen blev antaget i de germanske områder fordi den kunne levere en trøst og en sjælero som hedenskabet ikke kunne. Hvis det er rigtigt så er der noget der kunne tyde på at Jellingenstenen ikke så meget markede et trosmæssig fremskridt, som et tilbageskridt i den fælles modenhed.

1) Her forleden dag var jeg på vej hjem fra Kongens Nytorv til Amager, og jeg lagde vejen forbi statuen af Niels Juel som jeg ofte gør. Som jeg nærmer mig statuen kommer der en følelse op i mig som vel egentligt kaldes fædrende stolthed, men det er egentligt et fattigt begreb. Følelsen kan vel bedst beskrives som en akut følelse af taknemmelighed overfor Niels Juel, som havde han ved sin indsats i Danmarks tjeneste gjort mig en personlig tjeneste, og i forlængelse heraf kom en følelse af at jeg var utroligt heldig, at der af mit folk var rundet sådanne mænd. Jeg tror endda at vendingen “Mænd som guder” dukkede op i mit sind. Selve oplevelsen var vel båret af en følen sig forbundet med sit folk, at der gennem tiden og rum var tråde der forbandt mig til både de døde og de levende landsmænd, og det er den følelse jeg vil mene er kernen i (sund) nationalisme, det er i hvert fald den følelse der er kernen i min nationalisme.

2)  Der er nok dem der har bemærket at der egentligt er meget få, for ikke at sige ingen, indlæg på Harsk og Hedensk som vedrører hedenskab (Hvorvidt de så vedrører harskhed er et ubesvaret spørgsmål), men det er egentligt fordi meget af det de fleste forstår ved moderne hedenskab ikke interessere mig. Jeg er på en måde ret ligeglad med hvordan forfædrene tilbad guderne, hvert fald kan jeg ikke rigtigt se det interessante i at genskabe den kult og praktisere den idag, den ville blive en museeumskult, et slags Lejre Jernalderlandsby som religion, den ville stivne i overvejelser over hvordan man gjorde tingene for 1000 år siden. Det der derimod interessere mig vældigt meget er hvordan asetroen ville have udformet sig i dag, hvis kristendommen aldrig var blevet indført i Norden, men et sådant emne er simplethen så kontrafaktisk at jeg som historiker simpelthen ikke ser mig i stand til at udbrede mig om emnet på skrift og i ædru tilstand.

Og netop der stejler jeg, og laver en lille note i margienen med ordlyden “PARADOKS”, for det er vitterligt en selvmodsigende formulering Meyhoff har præsteret. Min stejlen har intet at gøre med beskrivelsen af udviklingen i opdageren som karakter, men mod brugen af ordet “helt” om den moderne opdagerkarakter. For helten er netop ikke tilstede i hverdagen eller på nogen måde normal. Helten er ekstraordinær. Hvad enten der er tale om en fuldtidshelt der, bevidst om sine ekstraordinære evner, vier sit liv til at opsøge situationer hvori han kan vinde hæder og helteomdømme eller den lejlighedsvise helt, der under ekstraordinære omstændigheder pludseligt får en mulighed for at vise sine ekstraordinære evner, og derefter vender tilbage til sit hverdagsliv, så er der tale om et menneske der lever i det ekstraordinære.

 Ærkehelten Beowulf, for at tage et godt kendt eksempel, kan jo kun bruge sine ekstraordinære evner fordi den ekstraordinære modstander Grendel ikke kan nedlægges af en ordinær kriger, og hvis Grendel kunne nedlægges af en ordinær kriger var der ingen grund til at mindes episoden i et heltekvad, for så var episoden nemlig ikke egentligt en episode, men derimod, med rette, glemt i den daglig voldsudøvelse der, ganske givet, fandt sted i den tid jeg ynder at omtale som Heltene(!) og Ærens tid.

På samme måde kan man, vil jeg mene, med god grund gå til angreb på dyrkelsen af anti-helte (“Hverdagens normale helte”), med den begrundelse at der intet er at dyrke. De er mennesker præcis ligesom os, derfor har de, stort set, de samme styrker og svagheder som os, og følgeligt har vi intet hos dem at se optil eller stræbe efter. Det kan godt være at vi har lettere ved at identificere os med Martin Beck end vi har med Sherlock Holmes, men ved Sherlock Holmes er der rent faktisk noget at dyrke.

Jeg talte engang med en veninde om netop disse moderne helte, og vi kom frem til at de egentligt primært findes fordi de muliggør drømmen om en fordringsløs heltestatus, ved at gøre helten middelmådig gør man det også muligt for den middelmådige at bilde sig ind at han kan opnå heltestatus uden at ændre sit liv. Hvis man derimod havde fastholdt et beowulfsk overmenneske som heltetypen, ville det middelmådige menneske enten måtte opgive heltedrømmene eller ændre sin livsførsel i retning af det ekstraordinære. Dette lyder måske vel hårdt, men det er også hårdt at være helt. Blandt de folk der idag ville kunne tage kampen op med Grendel skal nok de 90% findes i verdens elitestyrker, og jeg ser ingen følgeligt ingen grund til at udvande helten og derved forgøgle folk at heltens vej er let at betrede. Derfor stejler jeg ved vendinger som “hverdagens, normale helte.”

Hos den første type, derimod vil enten ideologien være dominerende, og religionen vil, såfremt den overhovedet er til stede, være så underordnet at den ingen egentlig rolle spiller for hvordan det givne menneske handler, måske foruden i en kannibaliseret udgave at tjene til at legitimere den politiske holdning. Eller også vil religionen være den afgørende faktor for hvordan mennesket lever, hvilket vil gøre ideologien underordnet at det givne menneskes eventuelle politiske standpunkt er afgjort af religiøst betingelser, hvorved religion faktisk bliver ideologi, idet den er det givne menneskes moralske kompas. Dette er der dog egentligt intet galt i, for ingen kan have interesse i at et menneske skulle handle mod dets samvittighed.

Hvis vi nu skal have et eksempel på den anden type, kan vi passende nok tage mig. Jeg, Philip Jenssøn, er klassisk nationalist. Det vil sige at jeg tror på at nationalstater, altså stater hvis grænser så vidt muligt passer med etniske grænser, er bedre og mere stabile stater end stater hvor det ikke er tilfældet, og at jeg tror på at borgerens primære interesse er sin nationalstats vel, idet den danner rammen om borgerens liv*.

Samtidig er jeg asetro, eller hedning som jeg selv fortrækker at kalde mig, det vil sige at jeg dyrker de gamle guder. Hvis man skal tage asetroen som verdensanskuelse så er den domineret af tanker om uafhængighed og personligt ansvar (Fraværet af en tilgivende almagt, som det kendes fra Kristendommen, gør det nødvendigt at tage ansvar for egne handlinger). Samtidig rummer den hedensk verdensopfattelse plads til en myriade af lokale guddomme, så som nisser og vætter hvilket kan åbne for en opfattelse af selve landet som værende helligt. Dog er det, i forhold til vor tid, mest særprægede ved asetroen at den ikke er universel, den er lokal. Der findes ikke tanker om en verdensmission i den. Derimod er det oldnordiske ord for ”religion” og ”kultur” det samme, hvilket gør asetroen til en etnisk religion, altså en religion der ikke gør krav på at rumme sandheden for andet end en specifik etnisk gruppe.

I eksemplet mig, så går disse to idégrundlag op i en højere enhed. Jeg plejer at sige at min nationalisme er min asetro gjort politisk og min asetro er min nationalisme gjort religiøs. Denne formulering illustrerer fint hvorledes religion og politik for mit vedkommende langt fra er to særskilte størrelser, men derimod to sammenflettede tankesæt. Nationalismens fokus på det etniske aspekt giver asetroen en relevans udover det religiøse, og asetroens fokus på den lokale sandhed modarbejder tanken om en universel sandhed og et universelt sæt værdier, hvilket gør nationen yderligere relevant som den største meningsgivende menneskelige gruppering.

For at opsummere vil jeg sige at det at opfatte religion som en privatsag, der følgelig som oftest er beskyttet mod kritik i sociale sammenhænge, er absurd, hvis man samtidig vil opfatte politisk tilhørsforhold som en diskuterbar, offentlig sag. Enten skal man fredhellige begge, og derved beskytte politiske ideologier mod kritik, hvilket næppe vil føre noget godt med sig for nogen form for politisk proces, eller også skal man anerkende at religion er ligeså politisk som en politisk ideologi og anse det for ligeså legitimt at komme i ophedede diskussioner ved middagsbordet om hvilke guder folk nu taler med i enerum. Selv tenderer jeg mod det sidste.

*Dermed ikke sagt at jeg går ind for statskontrol i alle livets anliggender, men staten, national eller ej, danner netop den ydre ramme om borgerens liv, idet den, såfremt den er velfungerende, sikrer deres frihed og liv ved både opretholdelsen af den lov og orden internt og et eksternt forsvar

Det hændte i de forne tider at bønderne mødtes på tinge. Der talte de deres anliggender; de fælles gøremål der var knyttet til deres samfund, stridigheder om markskel og græsningsrettigheder, og de fælles fester. Med andre ord, alle de vigtige sager i deres små samfund. Til et sådant ting kom engang en jarl med sin hird. Jarlen gik ind nu omkring og krævede at bønderne skulle betale ham skat af både afgrøder og kvæg, bønderne klagede dog, nægtede og indvendte at de havde eneret til hvad de selv havde dyrket og avlet, idet det ikke havde været til foruden deres mellemkomst. Jarlen svarede således på disse indvendinger; ”Det er sandt at enhver har eneret til sine hænders værk, men denne ret er ikke umistelig; man kan sælge den, hvilket flere af jer velsagtens allerede kender til fulde, eller man kan blive fradømt den ved tinge som bod for forbrydelser. Når jeg fratager jer retten til jeres overskud, og tilegner mig selv den, kan I betragte det som en bod for en forbrydelse I løbende begår.” Da tog en bonde til orde og sagde ”Vi begår ikke mange forbrydelser her, så sig os, hvilken forbrydelse er det som vi både alle løbende kan begå og samtidigt ikke være bekendte med?” Jarlen svarede forbrydelsen bestod i at forspilde muligheder, men bønderne indvendte at de til fulde udnyttede deres overskud: De oplagrede dele af det til hårde tider, og andre dele brugte de til de fester der markerede årets gang. Da jarlen havde hørt dette sagde han ”At I med det regner jeres afgrøder for fuldt udnyttede viser blot hvor lidet I ved. Ser I, med den skat jeg inddriver hos jer kan jeg holde både mig selv og mine hirdmænd med kost, og det uden at vi selv skal arbejde i marken. Frie for sådant slid kan vi drage omkring hvor vi vil. Vi har ingen jord, og derfor kan vi ikke være bundet til nogen jord, og vi har intet dagligt slid, og derfor kan vi bruge al vor tid på krigerhåndværket. Gennem dette kan vi vinde både plyndringsgods og omdømme og ry for uforfærdede at øve tapre gerninger, og disse ting er både enkeltvis og samlet langt større end det I kunne opnå om I var ubeskattede, og derfor er det rigtigt at jeg beskatter jer.” Da tog en anden bonde til orde og indvendte at såfremt jarlen beskattede dem ville de ikke i gode tider kunne gemme til dårlige, ville hungersnøden i dårlige tider hjemsøge dem, med fare for store tab af liv, og på baggrund af det bad jarlen om nåde. Dette bevægede dog ikke jarlen, der i stedet spurgte bonden hvorfor han skulle vise bønderne nåde, når alt de brugte deres liv på var småt og ensformigt; de forlod kun sjældent deres fødeegne, og endnu sjældnere deltog de i de store krige der lejlighedsvist blev udkæmpet eller øvede andre storværker. Jarlen og hird ville, derimod, komme langt omkring, prøve alle verdens og krigens muligheder og måske vinde store sejre. Da det blev dem klart at jarlen ikke så let kunne bevæges brød nogle af kvinderne ud i gråd, og mændene tryglede jarlen om nåde med fornyet styrke. Nu tog jarlen til genmæle ”Det er mig ligegyldigt om I lever eller dør, når blot I kan betale jeres skat til mig. Og skulle nogle af jer dø, så tænk på dette, for hver der dør, bliver der mere jord til de andre!” Efter at jarlen havde sagt disse ord fortsatte kvinderne deres gråd, men mændene holdt hurtigt ind, og de fik tænksomme ansigtsudtryk. Da stod en ung bonde frem, og talte: ”Nuvel, tag du da din skat når du ikke lader dig bevæge af vore bønner.”, og jarlens mænd gik da fra gård til gård og indkrævede skatten. Mens dette skete blev den unge bonde og jarlen stående på tinge, og den unge bonde sagde nu til jarlen ”Vel kan du inddrive skat af os, men tænk om der ingen bønder var, da ville du ikke kunne leve som du og dine nu gør, og i stedet måtte I leve som os. Kanhænde at det er sandt at I bruger overskuddet bedre end vi, men vi kan være uden jer, I kan ikke være uden os.” ”Det er sandt, men ændrer ikke ved at både I og vi er, og at I betaler skat til os.” Svarede jarlen. Da al skatten var blevet indsamlet og lastet på hirdmændenes heste gjorde jarlen sig rede til at forlade landsbyen, men den unge bonde stoppede ham, og sagde ”Om en anden jarl skulle opkræve skat af os før næste høst, ville han intet overskud finde at opkræve, og kunne derfor tænkes i raseri at tage den mad vi selv skulle leve af fra os, således at vi alle ville forgå inden året var omme, og da ville du aldrig siden kunne opkræve skat af os.” derpå svarede jarlen ”Det er sandt at den kloge jæger søger for at der aldrig nedlægges flere dyr end at bestanden kan komme sig. Ligeså vil jeg lade andre jarler vide at I her betaler skat til mig.” Med disse ord red jarlen og hirdmændene væk fra landsbyen, men mens de red sagde jarlen til sin hirdfører ”Vi kom bedst fra det møde, men dog føler jeg at vi efterlod noget vigtigere end vi nu kan se.”

Hirdmændene og jarlen rejste nu videre, og de underlagde sig en række landsbyer og opkrævede skat i dem alle. I en af disse mødte de en mand der ikke var bonde og ej heller en jarl eller en jarls mand. Han var en købmand, og da jarlen og hans hird forlod byen skulle han samme vej som dem, og de fulgtes følgelig. Mens de red spurgte købmanden til jarlens virke, og jarlen forklarede ham om krige og skatter. Købmanden indvendte nu at jarlen gjorde bønderne uret, mens han selv bar sig rigtigt ad, idet han købte af bønderne, og gav dem sølvpenge eller andre varer i bytte for deres afgrøder. Jarlen svarede at det var købmanden der handlede uretfærdigt, ved at give bønderne penge for det de ikke havde ret til hverken at bruge eller at sælge. Købmanden blev da overrasket og spurgte hvorledes jarlen kunne mene at bønderne ingen ret havde til deres hænders værk, og jarlen svarede ”Den ret har de mistet ved deres fejhed. Når jeg opkræver skat af dem vælger de at betale. Sæt nu de valgte at gøre modstand. Selv hvis det gik mig som bedst det kunne ville alle bønder dø, og da ville ingen kunne betal mig skat, og det kunne også gå mig værre. Bønderne er kun så svage som deres egen fejhed gør dem.” Købmanden indvendte nu ”Dette kan vel være ret, men det forekommer mig dog stadig at være forkert.” men jarlen sagde ”Det er det dog ikke. Om en bonde var stærk og tapper kunne han blive min hirdmand, og når jeg engang falder, måske jarl i mit sted, og da ville han kunne inddrive skat. Verden tilhører den kække og stærke!” Da havde købmanden ikke mere at sige, og efter en tid kom de til en vejgaffel, og jarlen og købmanden rejste nu hver sin vej.

I den næste landsby jarlen underlagde sig var der en mand der ikke var bonde, men ej heller hverken var købmand eller kriger. Jarlen spurgte da en bonde hvad denne mand var, og bonden svarede at manden var klerk, jarlen spurgte da bonden hvad en sådan var, men bonden blev ham svar skyldig, og jarlen besluttede nu at spørge klerken selv. Han gik derfor hen til klerken og spurgte ham hvad en klerk bedrev. Klerken svarede dog at han ikke var klerk med administrator, og at han bedrev administration. Jarlen kendte ikke ordet, og bad ham forklare hvad det var godt for. Klerken sagde ”Jeg kan skrive og læse. Jeg kan således kontrollere hvem der har betalt skat, og vigtigere endnu, hvem der ikke har. Således kan jeg sikre at alle betaler hvad de er dig skyldige, og at ingen snyder dig. Dette sikre dig flere ressourcer med hvilke du kan udruste en større hær, og med en større hær kan du erobre alt og vinde dig store hæder.” Jarlen svarede nu. ”Velan, dette lyder fornemt, men det ville dog være omsonst. Der er en grænse over hvor meget én mand og hans hird kan beherske, alle områder større end disse vil falde fra hinanden. Ganske vidst vil jeg med en større krigsmagt kunne have flere hære, der hver især vogter dele af mit rige, men kun de mænd der er mig tro vil vogte mit rige, og der er en grænse for mænds troskab, før eller siden vil mit rige blive så stort at fristelsen ved at holde den skat de på mine vegne inddriver for sig selv vil blive for stor, således at de i stedet erklære sig selv som jarler, og vender sig i mod mig. Og selv hvis det ikke sker for de mænd jeg kender, vil mit rige kunne vokse sig så stort at jeg umuligt vil kunne kende alle mine hærførere, og hvilken grund skulle de da have til at være mig tro?” Da indvendte klerken at han dog kunne løse dette problem ligesom han kunne løse problemet med bøndernes skat. ”Hvorledes?” spurgte jarlen, ”Jo,” svarede klerken, ”jeg kan lære de mænd du ved aldrig vil svigte dig at skrive og læse, og det kan jeg også lære dig. De mænd jeg har lært at skrive skal så blive dine spioner; du skal placere dem nær dine hærførere, men aldrig som hærførere, således vil de aldrig blive fristet til at svigte dig for magtens skyld. Disse mænd skal du så love løn og hæder, om de sender dig nyt hvis dine hærførere planlægger at forråde dig. Samtidig skal du lade dine hærførere vide at disse mænd findes, men ikke hvem. Da vil de kun sjældent forråde dig, og når de gør, vil du vide det i forvejen. Med en sådan institution vil du kunne underlægge dig hele verden, og proklamere dig for enehersker.” Da rynkede jarlen sin pande og sagde ”I fald jeg er enehersker over alverden, vil der hverken være andre jarler end mig, eller andre hære end min. Der vil ingen være at føre krig imod.” ”Nej netop!” svarede klerken ”At inddrive skat er langt mere effektivt end at plyndre. En beskattet by kan beskattes næste år igen, en plyndret by kan først beskattes når den er genopbygget. Det er langt bedre for alle parter at du erobre hele verden, og beskatter det, end at mange jarler beskatter hver deres dele og fører krig mod hverandre.” Jarlen svarede da ”Om jeg alene beskatter alle landsbyer i verden og intet ellers bedriver, så sig mig da; hvad er da forskellen på bonden der dyrker sin jord og eneherskeren der dyrker sine landsbyer? Jeg tror når alt kommer til alt at jeg ikke har brug for din hjælp. ” Klerken indvendte ”Jamen! Sammen kan vi sikre fred i alverden!” Jarlen lagde nu hånden på klerkens skulder og sagde ”Og jeg vil krigen.” ”Men hvorfor dog?” spurgte klerken, og jarlen svarede ”Fordi når der er fred bliver tapre mænd gamle og knækkede af sygdom, stærke mænd bliver svage af ælde og krogede af alderdom, og smukke mænd bliver grimme uden ar ved hvilke de kan mindes deres ungdoms kampe og sejre. Når ingen fører krig har de tapre ingen muligheder for at øve kække gerninger, derfor vil ingen kende deres mod, og de vil ikke huskes anderledes og bedre end de feje. Når du spørger ”Hvorfor krig?” må jeg spørge ”Hvorfor fred?”, og jeg kender bondens grunde, de var ærlige, men ikke gode. Dine er hverken gode eller ærlige! Men dine ord er lokkende, og andre jarler vil kunne lokkes af dem til at svigte deres sande væsen” og med disse ord huggede jarlen klerken ned, og gik til sine hirdmænd.

Efter dette gik der mange år, og jarlen vandt både ry og sejre. Han udkæmpede slag mod mange jarler, og vandt sejre i de fleste. Mange gange var han dog også nød til at samlede nye hære fra grunden. Han vandt sig retten til at beskatte mange landsbyer, men tabte samme ret til ligeså mange andre landsbyer. Med tiden gik hans skæg fra lyst til hvidt, og han begyndte at udkæmpe endnu farligere og farligere kampe, thi hans eneste frygt var at dø i sengen som en bonde. Til sidst udæskede han fire brødre, der hver i sær også var jarler, til at samle deres fire hære mod sin egen. Aftenen før slaget spurgte han først sine hirdmænd om de sammen med ham ville vinde heltedøden, for hvis ikke ville han løse hver og en fra sin tjeneste og give dem fri. Hans hirdfører svarede ”Vi har alle tjent dig trofast. Nogle længere end andre, og jeg alene siden dengang vi forlod vore fædres gårde, og som de første fravalgte livet som bønder. Vi har alle noget at takke dig for. Uden dig ville det liv og den herlighed vi har oplevet, hæderen og æren, have været umuligt. Den gæld er for stor til at jeg vil løbe fra den.” Jarlen takkede sin hirdfører, og spurgte om der var nogen der dog ville redde livet, og dø en anden dag. Det var der ingen der ville.

Da den aftalte tid var oprundet og jarlen havde ført sin hær frem til den aftalte slagmark, og de fire brødre og deres hære også var ankomne, lod jarlen sin herold anmode brødrene om retten til at tale for de samlede hære før slaget. Idet slaget var aftalt på forhånd, forekom det brødrene usandsynligt at skulle være en krigslist, og når jarlen samtidig være æret og agtet af alle krigsmænd syntes de det både sikkert og rigtigt at føje ham. Derfor samledes alle i en kreds omkring jarlen, hvor hver hær udgjorde en femtedel, og den yderste linje ikke længere væk end at alle kunne høre jarlen klart, og da alt således var bragt i stand gjorde han sig rede og begyndte at tale: ”Jeg er den første jarl. Min hirdfører og jeg krøb som de første ud af bøndernes huse og rønner og greb sværdet og skjoldet for at tvinge verden til at give os et bedre og fuldere udnyttet liv, og det gjorde vi. Før jeg samlede den første hird og pålagde bønderne de første skatter var der hverken jarler eller hirdmænd. Jeg skabte det liv så mange i dag lever. Nuvel, bønderne har ret i at vi tager deres afgrøder for at opretholde vor livsform og derved gør dem skade, men gjorde vi ikke det var den samlede verden et mere trøsteløst sted, uden tapre gerninger og storværker, men nu når vi gør det gør vi et liv muligt for de tapre og de stærke som ellers ikke ville være muligt. Købmændene mener at vi er uretfærdige idet vi ikke betaler bønderne, men de siger ikke at vi dog er ærlige. Bønderne ved at vi beskatter dem, men købmændene; de køber den samme vare billig i en landsby, og sælger den dyrt i en anden. Købmændene er lige så lidt bøndernes mænd som vi. Dette ved I dog alle, og det er ikke for at fortælle jer det at jeg har udskudt slaget. Jeg vil fortælle jer om vort inderste væsen. Der er jarler der anser det at vinde bytte for den største fryd. Det er forkert! Den største fryd er at sejre. Øjeblikket hvor man fælder en modstander og øjeblikket hvor man ser ham ligge for ens fødder. Det er den største fryd, og ikke stunden hvor man undersøger de værdier man erobrede fra fjenden. Det sidste er middel og ikke mål. Plyndringsgods sælger man for guld og køber forsyninger og bedre udstyr for guldet, for således at holde sig i stand til atter og atter at deltage i stadige kampe og fortsat sejre. Vort liv retfærdiggør sig selv i det kække rytterangreb rettet mod et for andre uset svagt punkt i en fjendtlig fylking, vort liv retfærdiggør sig selv når hirdmænd forsvarer deres jarls lig til døden hellere end at svigte deres eder, og vort liv retfærdiggør sig selv den første hirdmand i et slag springer gennem luften med hævet økse og kløver en anden hirdmand i forreste række. Det er sådanne gerninger huskes og sådanne gerninger vi lever for, og ikke for at samle skatte og velstand, og dette bør I huske frem for alt. For glemmer I det forsvinder vor verden snart, og vi bliver som bønder, med den eneste forskel at vi dyrker vore landsbyer mens de dyrker deres marker. Det er den arv jeg efterlader jer!”

Da jarlen havde talt færdig fylkedes hærene til slag, og jarlens hirdmænd kæmpede tappert, både af troskab mod deres jarl, men også fordi de nu var indviet i deres livs kerne. To af brødrene faldt, den ene fældede jarlen selv, og den anden faldt mod hans hirdmænd. Jarlens hirdfører huggede en fjendtlig mærkestang ned før han selv faldt, og jarlen selv leende faldt kort efter. Ingen af hans hirdmænd bad om nåde eller flygtede, de huskede jarlens ord, og holdt alle deres løfter.

”Men Philip Jenssøn” hører jeg jer sige ”Hvordan kan du dog mene det? Det er dog en frygtelig ting at dræbe nogen.” Jeg har dog svar på rede hånd og svarer: ”Det er langt frygteligere at lade dine egne blive dræbt fordi du ikke selv kan gribe ind, end det er at dræbe hvem end der truer dine egnes fortsatte liv.” Rent moralsk ser jeg det at dræbe et andet menneske som en bagatel i sammenligning med at fejle i at beskytte ens egnes liv. For hvis man svigter sine egne bryder man den, desværre ofte glemte, urlov der byder mennesket at tage sig af sine egne, og i den yderste konsekvens kan det urlov være svær at overholde, uden den egenskab man kunne kalde Den nødvendige afstumpethed, altså evnen til at slå ihjel og samtidig opretholde et normalt liv.

For så vidt det nyttige i selv at være i stand til at slå ihjel, men det er ligeså nyttigt for både et menneske og et samfund at have venner eller forbundsfæller der har den nødvendige afstumpethed, sådanne typer som vi normalt omtaler som farlige. For det enkelte menneske kan det, såfremt det har venner med føromtalte egenskab, og disse venner er deres ansvar bevidst, leve sikrere end foruden sådanne venner. Jeg tror de fleste er enige når de tænker efter, men de færreste vil indrømme det. Dog visse disse farlige mænd sig at være både nyttige og nødvendige når vi skifter skala, for kun meget få samfund i dag klarer sig uden en eller anden form for hær og/eller politistyrke, og dem uden er enten så små at de farlige mænds opgaver som opretholdere af en eller anden form for orden varetages af private eller også klarer de sig ikke særligt godt, hvilket næppe er god reklame for at have samfund uden farlige mænd.

De samfund der, derimod, har sådanne mænd i deres brød har den fordel at de har et potentiale for vold, både over interne og eksterne fjender. Et potentiale der i bedste fald afværger konkret vold, og i værste fald sikrer samfundets beståen i kampen mod andre samfund. Dette var noget Forfædrene til fulde forstod, og selvom de levede på en tid hvor den gennemsnitlige skandinav ville være en farlig mand efter vor tids målestok, så var der dog mænd der var farligere end andre, og disse mænd kaldte Forfædrene helte og ærede dem mod at de til gengæld forsvarede samfundene mod diverse fjender. Historien om Beowulf er et glimrende eksempel på denne model, at han så slås med trolde og drager er underordnet, hvis man bruger kvadet som eksempel på forholdet mellem helt og folk. Ærkehelten Beowulf dræber Grendel, og belønnes herfor med rigdomme og hæder, det sidste er den egentligt belønning, for da helten vender hjem giver han skattene til sin fyrste. Der er også utallige eksempler i andre sager på andre farlige mænd der af konger bliver sat til landeværn over udsatte kystområder, med det formål at lægge en dæmper på den, ofte i form af fremmede vikinger, udefrakommende vold, en vold der, uden disse farlige mænd, eller måske rettere farligere mænd, frit havde kunnet florer.

Hvis vi nu, afslutningsvis, vender tilbage vor egen tid, og tænker på de farlige mænd vi ikke opfatter som sådan, nemlig politiet og hæren, så er det et interessant tankeeksperiment at tænke på hvor længe vort samfund ville ligne sig selv uden dem. Selv vil jeg sætte mit skæg på at det vil ligne sig selv cirka så længe som det tager de fleste at finde ud af at ingen håndhæver loven, og at det vil begynde at vende tilbage til sig selv når andre mænd bliver farlige og beslutter sig at håndhæve loven igen. Som afslutning håber jeg at læseren nu deler min opfattelse, nemlig at ikke alle farlige mænd er lige farlige for alle, men derimod er de som oftest nyttige mænd for deres samfund, også i dag hvor vi helst fornægter det.

Både Manowars tekstunivers og deres albumcovere og andre grafiske elementer er bygget op om magt. Hvis man ser billedet, så er det intet andet end, for at citere navnet på en Pantera plade, ”A vulgar display of power”. Mandsfiguren har, sandsynligvis, øjeblikket før været lænket til de to søjler, men han har revet dem over, og afslutter bevægelsen med at hamre sine nævner ned i søjlerne med sådan en kraft at de slår ild, og at den venstre synes at smuldre. For hans fødder ligger Kronen og Ringen, begge ting er hos Manowar kraftfulde symboler, og opad søjlerne ligger den pigkølle, et sværd, en hammer og en økse (Igen, symboler på magt, især inden for Manowars ikonografi). Dertil kommer mandens imponerende brystmuskulatur. Der er intet andet end magt på billedet. Dette ville nok få visse til at finde det både banalt og æstetisk uinteressant, men jeg finder billedet, af netop denne grund, utroligt interessant.

Det er langt hen af vejen det samme jeg finder interessant ved deres lyrik, hvis man nu tager en godbid som ”I will rise up from the chaos, I will rise up from the grave / A brother to the darkness, a master to the slave” fra sangen Dawn of Battle, så har vi egentligt et løfte, et løfte om at hæve sig fra ens nuværende, frygtelige, situation og etablere sig som herre over slaver. Et stolt løfte og et selvsikkert et, og netop derfor smukt. Manowars, egentligt ganske omfattende, lyrikkorpus rummer mange andre lignende eksempler, et godt et er hentet fra Battle Hymn og lyder ”Sound the charge, into glory ride / over the top of their vanquished pride”. Igen er der tale om et sprogligt billede af magt, og egentligt også brutalitet. Vejen til hæder går over besejrede fjender.

 Man kan nu stille spørgsmålet, og det gør jeg, hvor denne opfattelse af magt som æstetisk kommer fra. Svaret tror jeg findes i kvadet om ærkehelten Beowulf. Helten dræbte, som bekendt, uhyret Grendel der gennem en årrække havde hærget Danmark og jaget og ædt vore landsmænd. Beowulf sejler til Danmark fra Gøteland, og møder uhyret i tvekamp, hvorunder han river armen af Grendel der siden dør af sine sår. Når jeg læser netop den passage i kvadet, oplever jeg en æstetisk nydelse i stil med den jeg oplever når jeg hører Manowar, og, interessant nok er jeg ikke ene om det; I Vagn Lundbyes gendigtning af kvadet hedder det, som en kommentar til Grendels sår, ”smukkere blomst er sjældent set”. Netop ved drabet på Grendel er der to kilder hvorfra hændelsens æstetik, til dels selve kraftudfoldelsen, både Grendel og Beowulf er mægtige væsner, Grendel har overmandet tredive mand, mens Beowulf beskrives som havende tredive mands styrke i hver arm. Dertil er også at Grendel er et morderisk bæst, og at det at dræbe ham i sig selv er en rigtig handling, og netop det ser jeg som egentlige kilde til magtens æstetik.

Selve magten er smuk, fordi den vidner om evnen til at ændre verden til det bedre. Dette kan så, som formodentligt er tilfældet, udvikle sig til en umiddelbar kobling mellem magt og skønhed, usanset magtens anvendelse, hvilket igen er grundlaget for Manowars æstetik. Dette er i og for sig en halvfarlig tankerække, idet den, taget til ekstremerne, betyder to ting: 1) At magt er smukt, uanset de moralske omstændigheder, eller sagt mere poetisk, at Grendel og Beowulf er lige skønne. Og 2) At afmagt er hæsligt, og at væmmelse er den naturlige reaktion derpå, hvilket er  en bombe under hele vort tankesæt om medmenneskelighed.

Man kunne nu ønske sig at en gud steg ned på scenen, og fandt en overraskende og for alle tilfredstillende udvej af dilemmaet. En der både kunne forklare hvordan Manowars magtrepresentationer, der langt hen ad vejen eksisterer i et moralsk vakum, kan være smukke, og samtidig kan gøre magtens skønhed til et resultat af udøverens godhed, og derved forhindre os i at synke ned i en amoralsk magtdyrkelse. Guden udebliver dog, og den logiske konklusion forbliver moralsk uacceptable. Det eneste der er at gøre er at forpligte den Gode til også at være den Stærke, for derved at sikre at magten, med al dens herlig, så vidt muligt er i det godes tjeneste.

Navnligt bed jeg mærke i et såkaldt “Rettighedspas” jeg havde modtaget fra det Radikale Venstre. Dette rettighedspas var grundlæggende et dokument, der opregnede tre punkter (Sundhed, familieliv og ligestilling), hvorpå EU kunne sikre den danske borger bedre rettigheder end dem den danske regering giver.

Argumentationen kan grundlæggende opsummeres som: “Hvis ikke du kan få hvad du vil hos din egen regering, så stem på mig, og jeg vil få en fremmed/overnational regering til at presse din regering til at give dig de rettigheder du vil have.” Dette er for det første på grænsen til forræderi, men vigtigere endnu er det en utrolig ringeagt for det national danske demokrati. Vor regering er, uanset hvad man mener om den, folkevalgt, og derfor bør vi, det er grundtanken i et demokrati, være den tro indtil næste folketingsvalg hvor vi samlet tager stilling til vore egne anliggender. Det gælder dog, åbenbart, ikke hvis man kan gennemtvinge flere rettigheder.

Samtidigt er det et symptom på noget andet, nemlig en form for rettighedsklientalisme. Politisk magt forsøges købt mod rettigheder. EU garantere bedre rettigheder end Danmark, og derfor bør man støtte op om projektet, men sæt nu en anden entitet, FN måske, giver sig til at garantere endnu bedre rettigheder? Og hvor blev tanken om pligter som rettighedens pris af i denne sag? Jeg ved det ikke.